For patienter som ikke har mulighed for eller ønske om at lade sig indlægge i 3-5 uger til døgnbehandling kan Svanegården tilbyde dagbehandling efter samme koncept og med samme kvalitet som vor døgnbehandling. Da vores koncept bl.a. udmærker sig ved at lægge afgørende vægt på individuel tilpasning af behandlingen kan vi også tilbyde en kombination af dag- og døgnbehandling i de tilfælde hvor det vil gavne patienten bedst.
Dagbehandlingen løber over seks uger, hvor patienten møder på Svanegården hver dag fra 8.30 til 13.00. Når det forløb er gennemført tilbyder vi desuden et halvt års efterbehandling, som finder sted på Svanegården fra 10.00 til 15.00 hver anden torsdag.
Dagbehandling begynder med en grundig afdækning af den enkeltes situation, vilkår og problemer. Vi gennemfører desuden en visitation i samarbejde med vor læge, psykolog og psykiater som gør det klart, om patienten udover sit problem med afhængighed også lider af andre alvorlige sygdomme (depression, angst, personlighedsforstyrrelse, tvangsmæssig adfærd). Disse såkaldte dobbeltdiagnoser er hyppigt forekommende. Det er vor opfattelse at det er helt afgørende for en succesfuld behandling at der bliver taget hånd om såvel afhængigheden som den anden del af diagnosen. Det er derfor Svanegården råder over såvel læge som psykologer, psykiater og smertelæge.
Afdækning, udredning og visitation afsluttes med en behandlingsplan som er skræddersyet til hver enkelt patient. Afdækning, udredning og visation er gratis. Dagbehandlingen bygger på en blanding af individuelle samtaler, gruppeterapi og foredrag. Den bygger på de samme principper som vor døgnbehandling.